Kirsten Mørk

Google Search Trends 2018 – Året i søgninger

  • Content SEO
  • 29.01.2019

Hvad søgte du efter på Google sidste år? Nu kender jeg dig jo ikke, men et gæt på ”Kim Larsen”, ”Royal Run” og ”Fortnite” burde statistisk set ikke være helt ved siden af. Ifølge Google Trends er netop de tre søgninger blandt årets søgninger 2018.

Kim Larsen døde i 2018, og det skabte stor medieomtale i Danmark. Søgningen efter hans navn er sandsynligvis ikke, fordi man ville vide, hvem ham der Kim var – men nærmere et ønske om at få noget at vide om hans liv; hvor gammel blev han, hvad udrettede han og hvilke sange var mest populære? En søgning efter Royal Run gav information om det åbne motionsløb, der blev afholdt i anledning af Kronprins Frederiks 50-års fødselsdag i maj 2018. Og Fortnite undrer nok heller ingen. Alle børn snakker om Fortnite og spiller Fortnite nærmest konstant. Her vil mit bud være, at forældre med Fortnite-børn har googlet for at undersøge, hvad den store virak er.

 

Hvad betyder XD?

Spørgsmålet ”Hvad betyder XD?” er nummer 4 på listen over de 10 mest populære spørgsmål i Danmark, i 2018. Hvad tror du, det betyder?

 

Her er listen med alle 10 spørgsmål:

1) Hvad er lockout?
2) Hvordan døde Avicii?
3) Hvornår spiller Wozniacki?
4) Hvad betyder xd?
5) Hvornår kommer Date mig nøgen på dansk?
6) Hvad er klokken i Miami?
7) Hvor er der vandingsforbud?
8) Hvordan tager man screenshot på iPhone X?
9) Hvornår spiller Danmark fodbold?
10) Hvad er GDPR?

 

Hvad søger vi på i 2019?

Det kunne være sjovt at gætte på, hvad der bliver Google search trends i 2019. Vi undlader at gætte om eventuelle dødsfald, for det ville være usmageligt, men et godt bud kunne være: ”Hvad skal jeg stemme?” og ”Hvordan brevstemmer man?”, da der i år kommer folketingsvalg i Danmark. Det kan også være, det kommer til at trende med spørgsmål omkring Brexit i slutningen af marts 2019.

 

 

I 2017 søgte vi i Danmark efter ”Prins Henrik”, ”Hvordan bliver vejret?” og ”Hvordan laver man slim?”. Nu ved vi, hvordan man laver slim, så der går nok nogle år, før den trender igen.

Læs også blogindlægget om Google Trends i 2017: Google Trends ved, hvad der trender hos din målgruppe