5 nøgleord der vil løfte content marketing i 2015

  • Content
  • 22.01.2015

Content marketing er ikke nyt. "Content is King" lød det allerede i 1996 fra Bill Gates, men 2013 og 2014 var i særdeleshed årene, hvor content marketing kom på alles læber. I denne artikel ser vi på 5 skarpe nøgleord, som vi mener, vil præge content marketing i 2015. Skarpt trukket op er de fem nøgleord:

 

 

Data

Der går tal og systemer i den. Content bliver mere datadrevet af surveys, kundeadfærdsanalyser, web analytics, marketing automation, offentlige tilgængelige data etc. Data får to roller. Dels er data første led i fødekæden til content og dels er data content selv. Data korreleres, analyseres og gøres visuelt med lækre værktøjer som visual.ly og Prezi.com. Content marketing platforme bruges til tracking af eksisterende content og til afdækning af muligheder for nyt content og naturligvis publicering. 

ROI

Spørgsmålet om ROI af content marketing vil blive rejst. Organisk reach vil falde på sociale medier, og som konsekvens vil flere midler blive brugt på betalt distribution af content, hvorved ROI kan komme under pres. Et dansk bud på content distribution som de store amerikanske Outbrain og Taboola vil måske se dagens lys. Klassiske danske nyhedsmedier har allerede søgt i den retning, hvor grænserne mellem betalt content og redaktionelt indhold opblødes. ROI og metoder til måling af ROI af kompleks distribution af content vil blive diskuteret heftigt rundt omkring i marketingafdelingerne. 

Kvalitet

Kvalitet er vigtigt. Venstrehåndsarbejde og content for contents skyld vil drukne i mængden af nyt og bedre content. Fårene skilles fra bukkene. Kun content som formår at inspirere, begejstre og engagere vil gøre en forskel og opnå de ønskede mål. Alle vil kunne publicere og dele content, men kun den brøkdel, som har kvalitet, vil få succes. Kvalitetsbegrebet vil således også komme i spil, og man vil i marketingafdelinger diskutere, hvilket content der egentligt har kvalitet, og hvordan kvalitet måles. 

Diversifikation

Vi vil se flere eksperimentere med medier som eksempelvis White papers, e-books, case studies, interviews, videoer og podcasts. Podcasting fik noget, der ligner et globalt gennembrud med "Serial" i 2014 og kunne være et reelt bud på et medie, som når ud til de brede masser i 2015. 2014 var også året, hvor videodeling på Facebook oversteg delinger på YouTube. Så video content vil forsætte sin sejrsgang, men række ud over de gængse kanaler. Videographics kan blive det nye infographics, og medier som Snapchat og andre sociale tjenester med mobilitet i fokus vil måske tages i brug af flere marketingafdelinger. 

Professionalisme

Som konsekvens af kravene til data, kvalitet, diversifikation og ROI vil bureauer, journalister og copywriters langsomt, men sikkert, overtage rollen som producent, koordinator og distributør af content. Virksomheder vil indse, at de mangler tiden og ressourcerne og vil derfor søge hjælp. En Content Marketing Ekspert kan således overtage rollen som den mest hypede stillingsbetegnelse fra Social Media Eksperten.