Anders Christiansen

Google Grants – få økonomisk hjælp til dine annoncer

Arbejder du med velgørenhed, og har du ansvar for medieindkøb? Så er der direkte økonomisk hjælp at hente fra selveste Google.

Historien starter reelt i år 2000, hvor den første version af Googles annonceringsplatform blev lanceret. Dengang afgav to af dets grundlæggere, Larry Page and Sergey Brin, et løfte om at afsætte penge til velgørende formål i takt med, at de små grønne rullede ind. Hermed var kimen lagt til Google Ad Grants Programmet, der i praksis fungerer som et slags legat, hvor Google betaler op til $10,000 (!) om måneden af en velgørenhedsorganisations annoncering på Google Search.

Ved udgangen af 2017 annoncerede Google, at mere end 35.000 velgørenhedsorganisationer var med i Google Ad Grants. Der er altså i bogstavelig forstand penge at hente, hvis du arbejder med online markedsføring, digital fundraising eller lignende på vegne af en almennyttig organisation. Men det kræver naturligvis lidt benarbejde at få adgang til de frie midler.

 

Sådan bliver din NGO godkendt

Før din organisation kan blive godkendt til Google Grants, skal den godkendes af TechSoup, der formidler kontakten mellem din NGO og en række donationspartnere; herunder Google. Læs mere om, hvilke kriterier din organisation skal opfylde for at blive godkendt. Selve ansøgningen og registreringen hos TechSoup kan ske enten via direkte ansøgning her eller her.

Slipper din ansøgning igennem nåleøjet hos TechSoup, skal Google godkende en Ad Grants-registrering, hvorefter annonceringsarbejdet kan igangsættes. Selve ansøgningsprocessen kan således kræve lidt tid, så det er bare om at få sendt en ansøgning af sted – allerede i dag.

9 krav din organisation skal opfylde

I det løbende arbejde med din Google Grants-konto er der imidlertid nogle krav, som skal leves op til. Google sørger nemlig for at holde snor i deres penge ved at opstille ni kriterier til de annoncører, der er med i programmet.

  • 1. Dagsforbruget må ikke overstige $329, svarende til førnævnte $10.000 pr. måned i maksimalt medie-spend.

  • 2. Det, du som annoncør byder pr. klik, må som udgangspunkt ikke overstige, hvad der svarer til ca. 13 kroner, hvis du benytter sig af budstrategien Manuel CPC. Ønsker du derimod at benytte dig af en af Googles automatiserede strategier for budgivning – også kaldet Smart Bidding – må buddet gerne overstige den omtalte grænse.

    Google Ads Smart Bidding kan inddeles i fire forskellige typer budgivning, der alle har det tilfælles, at de fokuserer på at give annoncøren så mange konverteringer som muligt inden for en vis budgetramme, uden du selv skal løfte en finger. Ergo overlader du med Smart Bidding en stor del af budgetkontrollen til Googles algoritme.

    Nøgleordet her er konverteringer – eller rettere sporingen heraf. Således kan du ikke bevæge dig fra Manuel CPC til Smart Bidding på en Google Grants-konto, hvis ikke du har opsat konverteringssporing på din konto. Ved at opstille dette krav sørger Google hermed for at holde best practice-principper for Google Ads administration i hævd, hvor dokumentation af effekt udgør en af hjørnestenene.

     

  • 3. Der skal være et kvalitetsresultat på 3 eller derover på tværs af aktive søgeord på din Google Ads-konto.

    Det betyder i praksis og lidt forsimplet, at der skal være en god sammenhæng mellem søgeord, annonce og landingsside for trafikken samt, at man skal være i stand til at hente en fornuftig klikrate på annoncerne. Et kvalitetsresultat på 3 er normalt et mindre godt resultat i Google Ads, og lavere end det accepteres ikke.

     

  • 4. Der må ikke anvendes enkeltstående søgeord, der er for generelle til at afspejle formålet med organisationen, medmindre der er tale om brandede udtryk og en masse andre positive forbehold. Du kan se en liste over undtagelserne her.

    Dette er Googles måde at forsøge at sørge for, at du som annoncør når ud til målgruppen på så specifik facon som muligt. For Google gælder det om at sørge for, at dem, der ser dine annoncer, får en god oplevelse.

     

  • 5. Der må ikke anvendes alt for generiske søgeord. I praksis betyder det, at søgeordene skal afspejle din NGO’s programmer og tjeneste. Hermed udelukkes brugen af søgeord som ”nyheder”, ”video” eller ”børn”. Igen er dette krav opstillet, fordi Google ikke vil gå på kompromis med brugeroplevelsen.

  • 6. Annoncer skal være målrettet i forhold til de geografiske steder, hvor din organisation er aktiv med sine tjenester.

    Brugeren er igen i centrum. Google ønsker således ikke, at du målretter dit indhold til interessenter lokaliseret ud over landegrænser. Det vil sige, at hvis din NGO eksempelvis opererer i flere forskellige lande, så skal du have en separat kampagne/konto for hvert land, hvor brugerne kan tænkes at opfatte dine services og information som relevant. Det gælder altså om at være til stede på dette rette tidspunkt, med det rette budskab og fremfor alt på det rette sted.

     

  • 7. Der skal være mindst to aktive undersidelinks pr. annonce.

    Undersidelinks hjælper brugere med at finde ekstra information om din NGO blot ved visning af en annonce, eller som vist herunder, hvor PlanBørnefonden gør det nemt for brugerne hurtigt at komme i kontakt med dem:

 

  • 8. Der skal være mindst to aktive annoncegrupper pr. kampagne, som igen skal være behæftet med relevante søgeord og to aktive annoncer.

    Herved sørger Google for, at du konstant er på udkig efter budskaber, der kan forbedre brugernes interaktion med din NGO og underforstået deres medieplatform.

     

  • 9. Din konto bliver suspenderet, hvis der ikke opnås en CTR på minimum 5% i to sammenhængende måneder.

    CTR dækker over antallet af brugere, der har klikket på din annonce, i forhold til antallet af gange den er blevet vist. Det er således en super indikator for, hvor attraktive dine annoncer opfattes af brugerne. Skrækscenariet for enhver Google-annoncør er, hvis ens konto bliver lukket. Det kræver tid, sved og måske lidt tårer at komme i gang igen med en ny opsætning. Og så mister du en masse data. På denne her måde tvinger Google dig til at optimere dine annoncer og dermed sikre – you guessed it – den bedst mulige brugeroplevelse.

 

En stor mundfuld?

Det kan måske virke som en stor mundfuld at skulle opfylde ovenstående krav, men efter vores erfaring er disse trods alt relativt let opnåelige – og så er krukken med guld forenden af regnbuen værd at kæmpe for.

via GIPHY