Tanya Holmer

3 konkrete råd til velskrevne tekster på dit website

  • Content, Websites
  • 29.01.2019

Overskrifter, afsnit og ingen stavefejl. Det har du fået at vide 100 gange før. Men velskrevne tekster på internettet er meget mere end korrekt grammatik og god struktur. Her får du tre konkrete tips, som du kan kaste dig over næste gang, du skal i gang med at skrive til nettet.

1. Korte og præcise sætninger

Brugerne på internettet har travlt. De skal finde information. Og de skal finde det hurtigt. Derfor nytter det ikke at pakke pointer ind i lange sætninger. Næh, du skal hellere skrive, som du taler. Frem med pointerne, skriv korte sætninger og fjern alt unødvendigt. 

✖ Skriv ikke:

Når du møder op på vores klinik på Grønnegade midt i København, så sørger vi for, at du føler godt tilpas i hyggelige omgivelser under din behandling, som foretages af vores dygtige og venlige medarbejdere.

✔ Skriv hellere:

Du skal føle dig godt tilpas under hele din behandling. Det sørger vores dygtige og venlige medarbejdere for. Du finder vores hyggelige klinik på Grønnegade midt i København.

2. Undgå besværlige fremmedord og lange sammensatte ord

Når du skriver tekster til internettet, skriver du ikke en doktorafhandling. Derfor behøver du ikke at plastre dine tekster til med ord, som kun de færreste alligevel forstår. Du skriver til helt almindelige mennesker, så undlad også at bruge lange sammensatte ord. Det forstyrrer forståelsen af indholdet og ødelægger flowet i dine tekster.

Pak fremmedordbogen væk, og glem alt om embedsretorikken. Skriv ord, som folk kan forstå, og fold lange ord ud.

Skriv ikke

  1. Fremmedord som perception, abandonnere og kapriciøs
  2. Lange sammensatte ord som forureningsbekæmpelse, svinekødseksport og elevrådsformand.  

Skriv hellere

  1. Brug almindelige ord som sanseoplevelse, opgive og lunefuld
  2. Fold ordene ud, så du i stedet skriver: Bekæmpelse af forurening, eksport af svinekød, formand for elevrådet

 

3. Gør dit sprog levende

Kort, præcist og uden lange, svære ord. Det lyder måske lidt neutralt. Det behøver det ikke at være! Hvis du arbejder med at gøre dit sprog levende, fanger du nemmere læseren. Der findes mange og lange bøger om, hvordan man skriver med stilistiske virkemidler. Her får du to, der er til at overskue. Brug præcise navneord og beskriv med udsagnsord, der fortæller – ikke bare viser. Det skaber billeder og vækker sanserne hos dine læsere.

✖ Skriv ikke:

  1. Ukonkrete navneord som blomst, bil eller by
  2. Neutrale udsagnsord som går, spiser eller taler

 

✔ Skriv hellere:

  1. Specifikke navneord som anemone - lilje - bonderose, Audi - firhjulstrækker - racerbil eller storby - flække - forstad
  2. Beskrivende udsagnsord som spadserer - trasker - vandrer, æder - fortærer - nyder eller udtrykke - artikulere - bræge

 

Husk på disse tre råd, når du skriver tekster til website. Det vil glæde dine læsere.

God arbejdslyst!

 

via GIPHY