Optimér dit site til mobiltrafik eller dø en stille død på nettet!

FDIM (Danske Medier Research) estimerer i de seneste offentliggjorte tal for websitetrafik, at ikke mindre end 54% af trafikken på knap 260 af de største dansksprogede mediewebsites er tilgået via enten en mobilenhed eller en tablet.

Der er naturligvis altid usikkerhed om sådanne analyser, men vi vælger at tro, at tallet er rimeligt retvisende. For os hos Selected Media, der arbejder med online marketing, er det voldsomt, hvordan denne andel er gået fra 0% til over 50% på få år.

3 solide grunde til at fokusere på site-optimering og mobiltrafik

1. Google anbefaler officielt, at du optimerer dit site til mobiltrafik og -enheder. Således kan du med det rette webdesign rangere højere i Googles mobile søgeresultater og derved tiltrække mere kvalificeret og ja, gratis trafik. Google har nu også meldt ud, at mobilvenlige sites prioriteres højest i de mobile søgeresultater fra den 21. april 2015. Google er endda siden november 2014 begyndt at ”belønne” websites, som er mobilvenlige, med en lille markering. Det i sig selv kan give et par ekstra værdifulde kliks og konverteringer!

2.  Brugeroplevelsen er uendeligt bedre på et website, der er mobilvenligt. Alle har højst sandsynligt prøvet at lande på et website, hvor tekststørrelsen er for lille, navigationen er umuligt eller knapperne for små; elementer, der får et website, som i øvrigt fungerer fint på en PC eller Mac, til at være nærmest ubrugelig på en mobilenhed. Ved at øge brugervenligheden for mobilbrugere vil du således bedre kunne konvertere betalt trafik, organisk trafik og trafik fra sociale medier og alle de kilder, der driver trafik.

3.  Søgninger via mobilen er ofte for dem på farten. Mobilsøgninger er også dem, der foretages i sofaen, hvor man måske har hovedparten af opmærksomheden rettet andetsteds. Potentielle kunder vil således, i de fleste tilfælde, foretage de første løse søgninger efter produkter eller tjenester på mobilen, mens en dybere søgning og eventuelt køb ofte foretages via en stationær PC, MAC eller tablet. Du risikerer således allerede at blive fravalgt tidligt i en beslutningsproces, såfremt dit website ikke virker tilfredsstillende på mobilen.

 

RWD-Info Graphic

Er dit site optimeret til mobiltrafik?

Google har været så venlige at stille et værktøj til rådighed, som kan vurdere, om et givet website er optimeret til mobiltrafik. Indsæt hoveddomænet i feltet, så får du ren besked, om dit website er mobilvenligt eller ej. Er dit website ikke mobilvenligt, er der efter vores mening ret stor grund til bekymring.


Error: Embedded data could not be displayed.


Sådan optimerer du dit site til mobiltrafik

Der er to overordnede metoder til at optimere et website til mobiltrafik. Den ene metode er at have et separat website, som udelukkende besøges af mobilenheder. Et sådan site kaldes for et mobilsite. Den anden måde er at have et design, som dynamisk og automatisk tilretter sig den enhed, der besøger sitet. Det sidste kaldes responsivt design. Det mest kendte eksempel på et responsivt design er nok ekstrabladet.dk, mens et kendt eksempel på den første metode er dr.dk. Deres mobilsite kan tilgås via mobil.dr.dk.

Det bliver for teknisk her at redegøre for forskelle og fordele og ulemper mellem de to metoder. Blot skal det nævnes, at vi, Google og anerkendte eksperter klart anbefaler responsivt design.

Er du i tvivl om, hvor mange besøgende du får fra mobilenheder og har Google Analytics etableret på dit site, er det i øvrigt meget nemt at danne sig et overblik. Kontakt os gerne for hjælp.

Har du endnu ikke tænkt mobilitet ind i din online tilstedeværelse og på dit website, er vi naturligvis altid klar til at tage en snak om dine ønsker.

Kim Blog

Om bloggeren

Kim Falkner // Senior Online Specialist

Senior Online Specialist med passion for online marketing og blogging.

LinkedIn - Kim Falkner 

Selected Media og Selected Bloggers - en del af Selected Media Group P/S.

   Få en uforpligtende snak - lad os ringe dig op  


Del dette opslag med andre